Rosen

26/8-2010
Nu er det august, en helt særlig august i år ser det ud til, med regn i uanede mængder. Kornhøsten skulle gerne i hus inden for den nærmeste tid, nogle steder er kornet ved at være helt sort af regn og noget er begyndt at spire, sommeren ser allerede ud til at være forbi, vi håber stadig på en god tid inden sommeren går på hæld. Vi kan blive grebet helt af vemod netop i disse uger, bekymringer trænger sig på, men så må vi tænke tilbage på alt det dejlige, sommeren gav os i år; for dejligt har det været med varme, sol, glade feriedage og udendørsliv.

Måske vi også tænker på blomsterne, stedmødre, flittiglise, morgenfruer og vel ikke mindst roserne!
Roserne glædes vi stadig over; roserne med deres røde, orange eller gule farver, stærke i duft og stærke i kraft. Nogle håber vi vil blomstre endnu engang inden efteråret kommer, andre kan vi bare huske og glæde os over at de vil komme igen til næste år. Rosen er ikke blot en af de dejligste af havens blomster. Rosen er også forbundet med det, som er større, stærkere og vigtigere end alle verdens blomster. Rosen er billedet på det, vi sætter over alt på denne jord; For rosen - rosen er kærlighedens symbol og tegn.
H.C. Andersen har skrevet om rosen som kærlighedens symbol i det eventyr, der hedder "Verdens dejligste Rose".
Det handler om en ung dronning, som ligger for døden. Alle i riget er ulykkelige over hendes skæbne, for de vil så nødigt miste hende, men en af landets vise mænd siger da: "Bring hende Verdens dejligste Rose, den, der er Udtrykket af den højeste og reneste Kærlighed; kommer den for hendes Øjne, før de brister, dør hun ikke."
Nu er det jo med eventyr sådan, at kender vi begyndelsen, så kender vi også slutningen. Når vi har hørt oplægget, ved vi også, hvordan det må gå.
Først må man lede og søge og gå så meget ondt igennem, men til sidst finder man det, man søger.
Men det er også sådan med et eventyr, at selvom vi ved at det ender godt, så ved vi ikke altid hvordan, det går til.
Vi ved, at rosen bliver fundet, men ikke hvordan og af hvem. Og derfor må vi selvfølgelig høre resten, for at få det at vide. Først kommer rigets unge og gamle med de skønneste roser, man kan finde i parker og haver, men hver gang siger den vise: Nej, dem er det ikke. "Fra kærlighedens urtehave må blomsten hentes." Så begyndte skjaldene at spille og synge om deres roser - de
yndigste piger, og de største helte, som har levet, men heller ikke dem var det, den Vise havde talt om. "Jeg ved, hvor den blomstrer", sagde en lyksalig Moder, 
der med sit spæde Barn kom til Dronningens leje. Den blomstrer på de blussende kinder af mit søde Barn, når det styrket af søvnen slår øjnene op og ler imod mig med hele sin Kærlighed". 
Men heller ikke denne ophøjede kærligheds rose var det. Så nævnte man sorgens hvide rose, der blomster på en moders kind, når beder for sit syge barn,
- eller troens røde rose på en ung piges kinder, når hun står for alteret til konfirmationen og bekender dåbens pagt.
Men ingen af disse, var den rose, der udtrykker den højeste og dybeste kærlighed på jorden. Til sidste kommer Dronningens egen søn ind i kammeret med en opslået bog. Tårerne løb ned af kinderne, mens han sagde: "Moder! Hør dog, hvad jeg har læst!"
Og så satte han sig ved sengen og læste fra bogen om ham, der døde på korset for at frelse mennesker - både de, der var, og
alle de, der senere skulle komme.
"Større Kærlighed gives der ikke! udbrød han. Da gik der et Rosenskær over Dronningens kinder, hendes Øjne
blev så store, så klare, thi hun så fra Bogens Blade løfte sig Verdens dejligste Rose, Billedet af den kærlighed, der
fremsprang fra Kristi Blod på Korsets træ.
"Jeg ser den", sagde hun, "Aldrig dør den, som ser den Rose, den dejligste på Jorden!"
Det var jo et rigtigt eventyr, men et rigtigt eventyr er jo ikke kun et eventyr.
For det rigtige eventyr er også den fortælling, hvori vi ser både lyset og skyggerne fra vort eget liv stå klarere, end til dagligt. De fleste har mødt kærlighedens lyse og mørke sider i deres liv. Vi kender kærlighedens røde rose, men vi ved også, at de roser, vi plukker ikke blot har dejlig duft og farve,
men også kan have torne, der stikker, så vi bløder og til tider græder af smerte.
Vi ved også, at intet på forhånd er givet - at kærligheden til tider er noget, vi må kæmpe og betale en høj pris for at nå.
Og endelig har nok også erfaret, hvor ofte vi kommer til kort. For der er intet vi hellere vil end at elske - alligevel er det ikke altid, vi kan, som vi gerne vil.
Men på trods af sådanne erfaringer kan vi ikke lade være med at håbe og blive ved med at søge efter kærligheden.
Og når vi da finder den igen, er det både med ængstelse og glæde vi giver os hen - vi genkender duften, men samtidig
frygter vi for de torne, som gemmer sig under bladene.
I salmen, 122, "Den yndigste Rose er funden". Her taler Brorson med stærke og realistiske billeder om, hvor indkrogede og stikkende vi til tider er overfor hinanden: "Forhærdede tidselgemytter
så stive som torne og støtter,
hvi holder I eder ranke i stoltheds fordærvede tanke" (v.5). Og svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi alligevel tør tro og håbe på at møde en kærlighed, der både er dyb og ren, det angiver Brorson i det allerførste vers, hvor han skriver: "Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro´de".  
Fortællingen om Jesus Kristus handler om den kærlighed, der bestandigt sprænger alle grænser for at møde og bære os
mennesker gennem livets tornede vej.
Jesus kaldes Guds Søn, fordi han i sit liv afspejlede en kærlighed, som er guddommelig og derfor langt større end den, vi kender fra vores omgang med hinanden. Og hans budskab var, at mennesket var skabt til at elske, ikke
blot talte han om kærlighed, men han viste det med sit eget liv - ja, helt ind i døden fastholdt han kærligheden til både venner og fjender.
Han er verdens dejligste Rose og har man først set den, dør vi nok, men kærligheden dør ikke. 
Fadervor

Tillid

5.8.10

Næst efter kærlighed tror jeg, at tillid er det allervigtigste i livet. Men den er lige så svær at have med at gøre som kærligheden. De er nok i familie med hinanden. Tilliden har det ligesom kærligheden: Den gives i virkeligheden altid ufortjent. De fleste menneskers umiddelbare reaktion overfor hinanden er, som en af vore filosoffer siger, at vi umiddelbart har tillid til hinanden. Det er vores første følelse overfor fremmede mennesker, dem vi ikke har mødt før, vi viser åbenhed overfor hinanden. Sådan set siger det sig selv, for ellers ville vi jo aldrig komme i kontakt med andre mennesker, hvis vi ikke turde åbne os overfor hinanden, menneskene ville så leve isolerede og vi ville aldrig kunne lære af hinanden. Menneskene har brug for hinanden, både for at lære af hinanden, i gamle dage søge føde sammen, i flok, det er en del af det at være menneske at turde interessere sig for hinanden, vi har brug for hinanden. Hvis man kun viser tillid til dem, der virkelig har gjort sig fortjent til den, så er det måske slet ikke tillid. Så er det bare ren beregning. Det vil så være nogen vi kender i forvejen og som vi kan udnytte på den måde, misbruge deres tillid. Tillid er at risikere noget, turde vise en lille smule af os selv, vise åbenhed. Og på den måde skal tilliden også modtages. Som noget, vi godt ved, vi ikke helt fortjener. Og som vi netop derfor værdsætter ekstra meget. Vi forventer sådan set af hinanden, at tillid modtages på samme måde som det afsendes, vi forventer en åbenhed for at modtage tilliden. Når nogen viser os tillid, sker der noget med os. Ligesom når nogen viser os kærlighed. Både kærligheden og tilliden søger bagom al vores upålidelighed og egoisme og hvad vi ellers kan nævne af fejl og mangler. Ligesom kærligheden taler tilliden direkte til det smukkeste i os. Den går ind og griber fat i vort allerinderste - der hvor Guds billede er i os, det billede der viser, at vi alle har noget til fælles som mennesker.

Tilliden taler til det smukkeste i os - og det smukkeste i os får os til løfte hovedet og svare. Hvis vi giver os selv lov. Men vi kan også en gang imellem bøje hovedet og tænke: den tillid er jeg ikke værdig, den må jeg virkelig tage til mig. Så kan vi blokere. Det er en måde at afvise. Vi kan sige, at det kan jeg altså ikke leve op til - og så lader vi være med at prøve, forskræmte hvor det er for overvældende. Eller vi kan være dovne, uinteresserede. Det er for meget forlangt af os. Det kan forpligte os på en eller anden måde. Vi har måske i vores fortravlede samfund allerede for meget at tage os af, vi kan jo ikke rumme alle! Det er realistisk, og det er let. Men det, vi så gør, er at vi forhindrer tilliden i at nå ind til det smukkeste i os. Før gudsbilledet i os kan nå at løfte hovedet og svare på tilliden, har vi skyndt os at afvise den. Realistisk. Og fattigt.

Nej, længe leve godtroenheden! Det kunne virke som godtroenhed, at reagere positivt på en tilfældig henvendelse. Men så, Længe leve den godtroenhed, som får Gud - og måske også os?! - til at vise stor tillid til mennesker, der ikke fortjener den. Og længe leve den godtroenhed, som får os til at sige tak for tilliden og vokse med den. Blomstre. Måske fejle. Måske svigte. Javist. Men tilliden er parat til at løbe den risiko. Guds tillid er. Når han er så godtroende, at han viser os tillid, så lad bare os være så godtroende, at vi tager imod den. Vores tillid til hinanden må også være parat til at løbe risikoen. Tænk hvis vi kun kunne elske dem, der levede op til alle vore forventninger? Og tænk hvis vi kun kunne have tillid til dem, der aldrig ville kunne svigte? Så ville menneskenes verden være et koldt og ensomt sted at leve.

Ligesom tillid taler til det smukkeste i os, sådan taler mistillid til det grimmeste i os. Den, der viser os mistillid, vil aldrig komme til at opleve os fra vores bedste side. Det er sikkert og vist. Spørg enhver arbejdsgiver om det.

Jesus viste Peter tillid selvom Peter fornægtede ham 3 gange på det mest centrale tidspunkt i Jesu tid, nemlig den nat Jesus blev taget til fange for senere at blive korsfæstet, alligevel viser Jesus Peter tillid og opfordrer ham til at være hyrde for Jesu flok, altså tage vare på, at Jesu budskab kunne komme ud i verden selvom Jesus ikke længere var på jorden som menneske. Når vi læser bjergprædikenen, ser vi, at Jesus forventer en masse smukke ting af os. - Den tillid er vi ikke værdige. Lad os skønne på den, så vil den forskønne os.

Og hvem ved - måske bliver vi en dag også bedre til at vise stor tillid til hinanden, selv om der er alle mulige gode grunde til ikke at gøre det. Og det er der såmænd altid. Tager vi imod den tillid, Gud så urimeligt viser os, giver vi det smukkeste i os en chance for at løfte hovedet og vokse - måske ligefrem blive helt synligt. Og hvis vi tilmed begynder at vise vore nærmeste al den tillid,

som de ikke fortjener, men behøver, så taler vi til det smukkeste i dem - og det smukkeste i dem vil svare os. Det er ikke sikkert. Måske bliver vi skuffede. Og måske bliver Gud skuffet over, hvordan vi behandler hans tillid. Men han holder ikke op med at vise os tillid af den grund. Og vi skal heller aldrig holde op med at være godtroende og tillidsfulde overfor Gud og mennesker. Tillid er smuk. Og tillid gør os smukke. Både den, vi tager

imod, og den, vi viser. Lad os leve livet med tillid.

Amen.

 

SANDHED

12/8-2010

Hvad er sandhed? de fleste os ved nok hvad sandhed er i hvert fald i vores egen opfattelse, at skulle sige det der virkelig er sket f.eks. hvis vi bliver spurgt. I en retssag afgiver vidner forklaring og de skal sige sandheden. Men hvorfor siger de så ikke det samme alle sammen, hvorfor er det så overhovedet nødvendigt med en retssag, hvis alle fortalte sandheden, så er der vel ikke tvivl om hvad der er rigtigt. Og så står vi alligevel der og ved ikke helt hvad sandheden er. Er det sandheden for den enkelte så den måde man oplever verden på? den individuelle sandhed? Hvad så nå ens kære oplever den samme situation på en anden måde, kan man så være uenige og samtidig bevare sit sammenhold når det virkelig gælder.
Lad os prøve på at forstå hvad der sker, når vi opfatter ting og hændelser forskelligt. Det fortælles om den engelske søhelt, Admiral Nelson, at han umiddelbart før det afgørende søslag ved Trafalger, fik signal om at afblæse angrebet og søge land. Da Nelson så signalerne inde fra land, satte han kikkerten for sit blinde øje, og gav ordre til angreb! Lord Nelson ønskede ikke at se sandheden i øjnene eller rette sig efter hvad andre ville have, der skulle være sandheden. Han undgik på den måde sandheden, ved at sætte kikkerten for det blinde øje. Eller han undgik at sandheden blev som andre ønskede den skulle være eller blive i fremtiden. Sådan kan vi også ønske at overse eller glemme detaljer der er ubehagelige, fordi vi ikke ønsker eller ikke kan være at se sandheden i øjnene, fordi den kan være for tung at bære. Men at lade sandheden afhænge af den enkeltes subjektive og i måske påvirkelige afgørelser, kan vi sådan set ikke leve med og det er jo i hvert fald ikke vejen frem for bedring af de svages stilling i samfundet, men de rige kan da virkelige tage kegler og få det som de vil have det, og det ønsker vi vel ikke i vores demokratiske samfund.
Hvis vi fortsætter i eksemplet med kikkerten, så er der imidlertid det med en kikkert, at selvom den sættes for det øje, der vel og mærke kan se noget, så er synsfeltet stadig begrænset af, hvad kikkerten bliver rettet imod. Vi ser ikke alt, men kun et udsnit af det mulige synsfelt. 
Vi ser kun det som vi mere eller mindre selv ønsker at se, fordi vores fokus er på noget bestemt i handlingsforløbet, noget vi, den enkelte kan forholde sig til. En anden person vil med en kikkert se noget helt andet selvom man har rettet den mod det samme objekt. Vi kan faktisk ikke bestemme for hinanden, hvad vi skal opfatte, vi kan prøve at forklare, at jeg ser det, et tårn f.eks. og vi kan godt blive enige o at vi ser et tårn, men så kan man nok heller ikke blive enige om meget andet. Farve på tårnet f.eks. er også noget man individuelt opfatter. Nogle personer ser klart en grøn farve, men der er andre, der slet ikke opfatter grønne farver og man behøver slet ikke at være farveblind for ikke at opfatte en farve, man kan godt se den uden at lægge ret meget mærke til den eller tillægge den betydning. Det er igen den individuelle dom over hvad der er sandhed selv inden for et snævert synsfelt eller en oplevelse som man har sammen med andre. Så selvom man ikke sætter kikkerten for det blinde øje, selvom man ønsker at se og forholde sig til de samme ting som andre, så kan man ikke være sikker på, at man er enige om hvad sandheden er i den pågældende situation.
Hvad skal man så snart tro, vi ønsker jo alle at sandheden skal ske fyldest så vi alle bliver behandlet lige og retfærdigt. I det civile samfund, lad os sige vores demokratiske samfund, så har vi et Folketing, der har vedtaget nogle love som vi alle skal rette os efter. Det er så sandheden om de ting. f.eks. hvordan straffes de forskellige forbrydelser. Vi er ikke alle enige om, at straffen på mord skal være mildere end straffen for grove økonomiske forbrydelse, og hvad opfatter den enkelte som en grov økonomisk forbrydelse? Det kommer an på, hvordan vores liv har formet sig, hvad vi har oplevet og hvilket miljø vi er opvokset i.
Sandhed er altså ikke noget entydigt, som vi ønsker det skal være. Heller ikke indenfor den videnskabelige verden, hvor man har fundet nogle sandheder, er de sandheder altid en mindre del af nogle større sandheder, som endnu ikke er bevist. 
Derfor skal der være plads til og accept af at man tror på noget. Har nogle sandheder i sit liv, som ingen andre skal røre ved. Disse individuelle sandheder skal man ikke pådutte hinanden. Man skal lade den enkelte selv vurdere om man har ret i det man synes er en sandhed.
Kristendommen har sine sandheder som mere eller mindre kan bevises. Vi skal selvfølgelig fortælle hinanden op vores opfattelser og glæder ved det, men i den kristne opfattelse er det ikke det enkelte menneske, der skal overbevise en andet menneske, det har vi Helligånden til at hjælpe os med. Nogle trosretninger lægger vægt på nogle bestemte sandheder, andre lægger vægt på andre. 
Når sandheden i vores daglige liv ikke kan forventes at kunne bevises, så kan vi heller ikke forlange at der indenfor det religiøse liv skal være ting der er bevisfaste. Et af kristendommens store forskelle fra andre religioner er næstekærligheden eller respekten for det enkelte menneske og dets opfattelse af tingene.
Der skal være plads her i livet til at vi kan gøre vores egne erfaringer, selv føle os overbeviste om, at det vi anser for en sandhed netop er det. For der er ikke entydige sandheder i verden. 
 

 FRYGT, KÆRLIGHED OG TRO

19/8-2010

Når mørket er ved at lukke sig om os, så skal vi få øje på og lægge mærke til det lys, som altid er et sted. Og vi skal holde blikket fast rettet mod lyset, indtil mørket mister sin magt. 
Mange kender til højdeskræk og nogle lider somme tider af det. Den kommer frem på forskellige måder f.eks. sådan her: Når man står ved kanten af en afgrund ? ved rælingen på en stor færge eller ved gitteret på toppen af Eiffeltårnet ? så kan man mærke, hvordan afgrunden næsten fysisk trækker i en. Man kan være nødt til at gå nogle skridt tilbage eller i hvert fald se bort fra afgrunden, - ellers kan man blive helt bange for at man kommer til at springe. Det, man frygter allermest, den dybe afgrund, det store fald, har en uhyggelig tiltrækning. Man kan blive helt overbevist om, at hvis man en dag blev stående og ikke veg tilbage, så ville man virkelig springe. Og gå til grunde. Man er faktisk farlig for sig selv. Man ved med sig selv, at sådanne nogle steder skal man bare se at komme væk fra i en fart og rette sin opmærksomhed mod et sted, der ikke er farligt. Det ikke er så ualmindeligt at have det sådan. At det, man frygter allermest, det drages man af, det har man svært ved at slippe. 
Nogle gange kan man opleve perioder med dyb, dyb fortvivlelse. Så kan vi komme ud for, at mørket ikke bare truer os, - men vi føler, at det holder os fast. Vi kan ikke få øjnene fra det, lader os suge længere og længere ind i det. I de situationer kan vi også være farlige for os selv, hvis ikke vi magter at rette blikket mod de små glimt af lys, der næsten altid findes, selv i det tætteste mørke. Somme tider kan et andet menneske holde os i hånden så varmt, at vi bliver i stand til at se andet end den afgrund, der skræmmer os og trækker i os. Somme tider er vi kloge nok til at søge professionel hjælp ? men også det kan være en meget svær overvindelse. 
Fortvivlelsen kan være en sorg over en, vi har mistet. Eller over, at vi har lidt nederlag på et for os af de vigtigste områder i livet. Fortvivlelsen kan også være over en svær beslutning. En af dem, som vi næsten ikke kan tage, men som skal tages. En valgsituation kan være så tung, at vi låser os selv fast i selve valgsituationen ? uden at træffe noget valg. Og synker dybere og dybere ned i fortvivlelsen. Valgsituationen er den afgrund, der holder os fast. Så fast, at vi kun har blik for den ? og ikke for valgmulighederne! 
Der er en gammel græsk myte om Orfeus og Eurydike. Den fortæller, at den unge pige Eurydike var holdt fanget i underverdenen, i Dødsriget. Den eneste, som kan befri hende, er den, som elsker hende. Orfeus, som spiller så smukt på sin lyre, at alt levende, dyr og mennesker, fortrylles. Orfeus stiger ned i underverdenens mørke og spiller sin elskede fri. Han tager hende ved hånden og fører hende opad mod lyset og livet. Kun ét skal hun love ham: Hun skal se på hans ansigt hele tiden, ligesom han ser på hendes. Hun må ikke vende sit ansigt bort fra ham og se tilbage i underverdenen, for så mister han taget i hende, og hun synker tilbage i mørket. Sammen stiger de opad. Men så kommer Eurydike til at gøre det: Hun vender sit ansigt bort fra den, som elsker hende, og som lyser af kærlighed til hende ? og straks er hun tilbage i mørket. 
Tro ? kalder vi det ikke at slippe ham, som elsker os, af syne et øjeblik. Tro eller tillid. Han er lyset i mørket. At vende sit ansigt bort fra lyset, det er at give fortabt og at overgive sig til mørket.
I nogle tilfælde kan et andet menneskes kærlighed være et lys, som vi kan låse blikket fast på. I alle tilfælde kan Guds kærlighed være vort lys. Gud kan være vores Orfeus. Hvor han fører os hen, når han fører os ud af mørket, behøver vi ikke vide. Vi kan ikke vide det! Men uanset hvor han fører os hen, vil vi være sammen med ham, der elsker os, og det er nok at vide. 
Somme tider kan vi bare ikke få øje på ham! Gud kan føles så fjern nogle gange. Mennesker, der har troet fast på ham hele deres liv, kan godt netop i de mørkeste timer føle, at han ikke længere er der. De kan ikke se ham mere. Og derfor, siger de, kan de ikke længere bede. Kan vi da ikke bede som Job, der råbte sin vrede ud mod den Gud, han ikke kunne få øje på? Eller som Jesus på korset, der råbte: "Min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Vrede og fortvivlelse over Guds fravær ? når det er sådan, vi har det, så må vi råbe til Gud. I bønnens vrede eller fortvivlede råb møder han os igen. Og så må vi holde blikket rettet mod ham ? også selv om det måske er et tvivlende blik eller et vredt blik!

 Den sidste salme vi skal synge i dag nr. 117 En rose så jeg skyde, fortæller os, at selv det koldeste mørke, som vi er på vej til, men stadig har nogle varmere måneder endnu, det koldeste kan ikke holde vores Orfeus tilbage fra at komme os i møde. Den fortæller om rosen, der skyder op midt i den mørke vinter. Rosen, som er ham, der elsker os. Når vi spejder efter rosen/ Gud, vil vi få øje på den. Når vi råber på Gud, fordi han er så fjern, så er han der. Og så skal vi se dybt ind i de øjne, som elsker os? Amen