Tale ibrugtagning af klokkestabel

Præludium

783 Kirkeklokke! mellem ædle malme.

Læsning: salme 98,4-9

Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden, bryd ud i jubel og lovsang! Lovsyng Herren til citer, til citer og klingende spil, til trompeter og hornets klang, bryd ud i fryderåb for kongen, Herren! Havet med alt hvad det rummer, skal larme, jorden og de, der bor på den. Strømmene skal klappe i hænderne, alle bjerge skal juble fir Herren; for han kommer for at holde dom over jorden. Han holder dom over verden med retfærdighed og over folkene med retskaffenhed. Amen

Tale: I GT jublede og festede man til ære for Gud Herren. Man brugte alle instrumenter, og for at understrege storheden sammenlignede man larmen, med den larm som det allerstørste hav laver, når det er i oprør. Larmen kan ikke være stor nok til Guds ære. Det var også situationen på Jesu tid, jødedommens tid, og den tidlige kristendom. At bruge klokker var ukendt og i lang tid hedensk. Først i 500 tallet blev det almindeligt at bruge klokker, støbe dem og ringe med dem til Guds ære.  Kirkeklokken som beskrevet af Grundtvig, som vi lige sang, har en sammenhæng med hele menneskelivet, vi hører den i alle dele af landet i alle samfundslag, og den har en betydning for sammenhæng i hele livet, hele kulturen. Kirkeklokken er stadig i vores samfund ensbetydende med at der gøres opmærksom på, at der er gudstjeneste eller det, der hedder kirkelig handling, altså bryllupper eller begravelser, eller helligdagen er nært forestående, når der er helligdagsringning. Klokken er i dag også udskældt, den larmer for meget, forstyrrer folks morgener, når de nu endelig har fri, så vil de ikke vækkes af kirkeklokken. Larmen til Guds ære er kommet lidt i baggrunden. Derfor passer den indskribtion, vi har valgt i klokken godt. Hjerte løft din glædes vinger betyder, at vi skal give glæden fri, være glade og vise det på trods. På trods af alle de daglige udfordringer og problemer. Salmen er skrevet for at lade glæden trodse elendigheden. Hver har sit at bære på, men salmen samler de tunge stier til en fælles Himmelvej, en menighedssalme, der viser at vi tør håbe. Glæden skal gives fri på trods af at vi undrer os over udviklingen i samfundet, ikke mindst i forhold til kristendommen.  På trods af at alle har mistet eller ved, at vi skal miste vore kære og kommer til at føle dybe savn, glæden skal ikke mindst være en opfordring og være til stede her på kirkegården. Glæde over at vi trods alt har haft noget sammen med de kære vi har mistet, og så ikke mindst den alt overskyggende glæde over, at på trods af alt det, vi oplever i menneskelivet, kan vis se frem til det evige liv.

Bøn.

Evige Gud og skaber! Du som har al magt. I himmelen og på jorden gør du alt efter din vilje. Tak fordi vi kan mødes her i dag og glæde os over et veludført arbejde. Tak Gud for alle de gode evner du har givet os, så du kan bruge os til at opfinde og skabe, så vi kan hjælpe til i dit skaberværk, og vi har kunnet forme en klokkestabel og klokke til din ære. Men hvis du ikke bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves. Hvis du ikke våger over byen, våger vægterne forgæves. For vi er som leret i pottemagerens hånd, du råder for vor evige skæbne. Luk vore hjerter op, så vi sanser din magt, som opholder alt ved dit skabende ord Herre! Alt gør du i egen kraft og dig alene tilkommer evig tak. Lad os være opmærksomme på din kærlighed, så vi stoler på, at vi er dine børn for Jesu skyld.  Brug os som dine hænder og lad den nye klokkestabel stå præsentabelt på kirkegården og klokken høres i hele byen, hele sognet. Du som regerer med Søn og Helligånd, én treenig Gud, hør os når vi sammen beder Fadervor.  

114 Hjerte løft din glædes vinger

Postludium Klokkeringning