I Stubbekøbing ligger kirken på Torvet og i Maglebrænde på Bygade. Kirkerne er opført midt i byerne og er fra begyndelsen ment som, om ikke centrum så i hvert fald en del af byens liv. Vi hører klokkerne ringe til hverdag og fest, morgen og aften. Morgen og aften for at fortælle, hvornår man skulle begynde og slutte arbejdet, i katolsk tid også for at fortælle, hvornår man skulle holde pause, så man kunne bede en stille bøn.

Søndagsringningen som kaldte til gudstjeneste: 1 time før, så de, der boede længst væk kunne nå frem til tide, ½ time før, så de, der boede tættere på kunne nå det og 5 min før (100 slag) så de, der boede tættest på ikke kom for sent. 

Til kirkens højtider har der altid været Helligdagsringning. Der bliver klokkerne brugt til at fortælle, at nu kommer der en højtid, vi skal være sammen på en anden måde end i hverdagen, vi skal samles i kirken og vi skal tage den med ro nogle dage.  

På Stubbekøbing kirkegård har vi fået klokkestablen, der ringer ved begravelser og bisættelser i stedet for at kirkens klokker ringer midt i byen, hvor det er svært at høre dem på kirkegården.

Klokkerne er fra gammel tid en måde at kalde folk sammen både for at de kan høre Guds ord, men også for at de kan følge med i hvad der skete i samfundet.

Efter prædikenen har vi en tradition for at give meddelelser og det er her der blev fortalt om hvilke offentlige afgørelser, der var blevet truffet i den forløbne uge og alt det som aviser, radio og TV nu fortæller om. 

Efter kirketid kunne man få en snak med sin nabo eller dem, som man kun mødte denne en gang om ugen, fordi de boede i en anden retning end en selv. Central i byens liv i nogle perioder, andre en mere tilbagetrukket tilværelse, men dog altid midt i bybilledet, midt i byens liv. Derfor er kirkerne også en vigtig og central del i al hvad der sker i byen. Den har altid været med, deltaget fra det spædeste liv til det sidste suk i denne verden. Naturligt at være med.

Derfor er det også naturligt at kirken skal deltage i livet i dagligdagen eller være en del af det samfund den ligger i, og ikke kun en tilbagetrukket institution, som er smuk at se på og som vi besøger ved særlige lejligheder. Kirkens ansatte bor for det meste i byen eller i nærheden og deltager derfor i byens liv. Menighedsrådet er repræsentanter for menigheden og skal være bosat i sognet med få undtagelser.

Vores samfund her er rimelig små og alle kender hinanden, alle vil sådan set gerne være med i hinandens liv, mere eller mindre, vi kan jo ikke alle være enige om det hele, heller ikke indenfor den landsdækkende kirke og dens arbejde.

Kirken kan være deltagende ved at arbejde sammen med foreninger og andre, der har interesse i fællesskabet og udviklingen i byerne. Det er trods alt de samme mennesker det drejer sig om. Vi er kun dem vi er.

Vi ses i kirken!

Hilsen Margrethe